I Uppsala, Sverige, har stiftelsen "Livets Ord" og dens leder Ulf Ekman siden 1983 været toneangivende for Fremgangsteologien i Skandinavien. Ulf Ekman opholdt sig i 1981-82 på Hagins bibelskole i USA. Det er påvist, at der i høj grad er overensstemmelse mellem den amerikanske og skandinaviske gren af Fremgangsteologien.

Stiftelsen "Livets Ord" er en slags privat fond, der ejer alt, hvad Livets Ord råder over. Underlagt stiftelsen er en række virksomhedsgrene: en menighed, en bibelskole, et gymnasium, en børnehave, et forlag, mv. Ulf Ekman er formand for stiftelsens bestyrelse. Han er desuden direktør for bibelskolen, rektor for Livets Ords Kristna Skola, leder af forlaget "Livets Ord", ansvarlig redaktør af Livets Ords blade "Magasinet for et seiersrikt liv" og "Livets Ord", samt leder af det private gymnasium, der blev startet i august 1990.

Bevægelsen har i øjeblikket (1992) meget større udbredelse i Sverige end i Danmark. Nyhedsbladet "Livets Ord" sendes til 35.000 abonnenter og bevægelsen har op mod 200 selvstændige aflæggere i hele Sverige.

I Danmark kendes bevægelsen som "Nordjysk Bibelcenter" i Hjørring, "Rhema Bibelcenter" i Horsens samt "Københavns Bibeltræningscenter". Det sidste ledes af pastor Jens Garnfeldt. Der findes også flere små grupper i Danmark med navne som "Livets træ", "Evangelie Centret", mv., der knytter til ved Fremgangsteologien.

Fremgangsteologien udgør et sammenhængende system. Mennesket defineres som "en ånd, der har en sjæl og bor i et legeme". Der er tale om en skarp skelnen mellem legeme og sjæl på den ene side og menneskets ånd på den anden. Ånden bærer menneskets identitet.

Bibelen beskriver mennesket på flere forskellige måder, men der er en fælles grundtone i de forskellige beskrivelser. Det jødisk-kristne menneskesyn indeholder ikke den værdiladede skelnen, som man finder i Fremgangsteologien. Den kristne skabelsestro understreger, at mennesket først og fremmest er en helhed, der kan betragtes fra forskellige synsvinkler krop, sjæl, ånd, sind, tanke, hjerte, osv. Kroppen er altså ikke mindreværdig.

Det ikke-kristne menneske har Satans natur, men får ved "omvendelsen" Guds natur i sin egen ånd. Menneskets ånd bliver derfor fuldkommen og syndfri. Derfor er der en skarp deling mellem den synlige fysiske verden og den usynlige åndelige verden. Desuden er der en markant tendens til at åndeliggøre en lang række menneskelige og jordiske forhold, der i Fremgangsteologien entydigt tolkes som resultater af åndelige kræfters virke. I den åndelige verden råder en række lovmæssigheder, som det er vigtigt at kende og forstå. Omvendelsen og åndsudrustningen sætter mennesket i stand til at få indflydelse og magt i den åndelige verden, hvor djævelen og dæmonerne har stort råderum.

Den kristne har ikke blot mulighed for, men ret til fremgang og velstand på alle livets områder. Der er imidlertid visse "blokeringer" i den åndelige verden, som først må fjernes. Disse blokeringer skyldes Djævelen og dæmonerne, der er den virkelige årsag til sygdomme, lidelser, fattigdom og tilbagegang. Fornuftsmæssige forklaringer på disse problemer nedtones.

Samtidig fastholder Fremgangsteologien, at Jesus har uddelegeret al sin magt til de kristne. De kristne må nødvendigvis bruge denne autoritet overfor alle ting, der for mennesket synes at vµre onde: sygdom, fattigdom, lidelse og modgang; men også overfor f.eks. krigstrusler og venstreorienterede politiske modstandere. Disse problemer har alle en åndelig årsag, nemlig dæmonernes virke. Jesus er ligefrem afhængig af, at de kristne udnytter den autoritet, han har givet dem over dæmonerne, for Jesus kan ikke hjælpe mere, end han allerede har gjort ved at uddelegere sin autoritet til dem, der tror.

Fremgangsteologien er udtryk for en radikal højredrejning, religiøst såvel som politisk. Det er Ulf Ekmans mål at afbryde "den socialistiske åndemagt, som styrer, dominerer, infiltrerer, kontrollerer, manipulerer og fanger mennesker i Sverige". Desuden går Ekman ind for et stærkt militært forsvar og ønsker officerer, der - ledet af Hellig Ånden - bliver "mere militante end nogensinde".

Det udtalte ord har en skabende kraft, og trosforkynderne lægger derfor vægt på proklamationer, hvis formål er at binde og løse i den åndelige verden". Loven om mundens bekendelse" bevirker, at det, som udtales, vil ske. Man bliver bundet af sin munds bekendelse. Det er altså med andre ord farligt at anvende negative udsagn, som f.eks. "jeg er syg" eller "jeg har det dårligt", fordi man derved skaber sygdom og elendighed i sit eget liv.

En konference på "Livets Ord" i 1986 havde temaet "I er guder". Alligevel har Ulf Ekman senere sagt, at det ikke skal forstås bogstaveligt. Mange kritikere mener imidlertid, at denne lære er en naturlig konsekvens af Fremgangs- teologiens opfattelse, at mennesket i frelsen helt skifter natur - nemlig fra Satans til Guds.

Forfatteren Dan McConnell har i bogen "A Different Gospel" påvist, at Kenneth Hagin har hentet stor inspiration fra den amerikanske prædikant Essek W. Kenyon (1867- 1948). Hagin har indsat lange Kenyon-citater i sine egne bøger uden at angive, at det er citater. Bøger af Kenyon har også været i brug på "Livets Ord".

Kenyon blev omkring århundredeskiftet inspireret af den såkaldte New Thought-bevægelse i Boston. New Thought skelner nøje mellem den materielle og den metafysiske verden, idet den sidste holdes for den væsentligste.

JDS-læren (Jesus Died Spiritually - Jesus døde åndeligt), der er udformet af Kenyon, går ud på, at Jesu forsoningsværk først for alvor begyndte, da Jesus døde åndeligt på korset og fik Satans natur. Jesus pintes i helvede af Satan i tre dage lige indtil opstandelsen, hvor Jesus blev "født påny" (ligesom kristne fødes påny) og fik Guds natur.

Denne lære er klart ubibelsk og udtryk for den skarpt todelte grundopfattelse, der præger Fremgangsteologiens verdensbillede. Kun en åndelig lidelse - ikke en fysisk - kan ifølge dette bevirke et åndeligt resultat. Der er tale om en klart ikke-kristen tankegang. Bibelen lærer netop, at Kristus ved sit kød afskaffede loven og fjendskabet med Gud (Ef. 2,14f). I øvrigt er der tale om en fornægtelse af selve Jesu guddommelighed, når JDS-læren hævder, at Jesus fik en satanisk natur.

Fremgangsteologiens bønsbegreb er også problematisk. Gud er bundet af åndelige lovmæssigheder, som mennesket har til opgave at forstå og udnytte. Der overlades ikke megen plads til Guds suverænitet, dvs. Guds magt til at gøre alt det, som han vil. Den rette brug af mundens ord går således i Fremgangsteologien forud for tillidsfuld bøn til Gud som en far, man altid kan betro sig til. I den ægte kristne tro er det en grundsten, at det urokkelige Fader-forhold til Gud er givet som en gave i dåben. Og deri er der hvile for enhver, som tror.

Tanken om "åndelig autoritet" er et nøglebegreb i Fremgangsteologien. Mennesket er et åndeligt væsen. Den kristne kan derfor træde ind i samme verden, som dæmonerne opererer fra og føre krig mod Satans åndehær. Dermed kan man bryde de onde ånders magt over en person, et geografisk område eller et mere abstrakt fænomen (f.eks. det høje skattetryk).

En særlig form for åndelig krigsførelse er den såkaldte "barnsnödsbön" (fødselssmertebøn), der indebærer, at den bedende skriger helt uhæmmet. Denne bønsform er vigtigere for Ulf Ekman end tungetale: "Det er, når Hellig Ånden lægger noget på mennesker, som opleves som fysisk smerte. Som når en kvinde føder. Når Herren fører os ind i dette, tror vi, at vi er blevet ufornuftige", siger Ekman. "Vi ruller rundt på gulvet og skriger i angst og hyler som en stukket gris. Dette er en umådelig stærk forbøn,og djævelen afskyr det. Han råber til os, at vi er vanvittige og fanatikere".

I Fremgangsteologien stilles mennesket i centrum. Derfor får bønnen karakter af menneskelige manipulationer i den åndelige verden med henblik på at frembringe resultater i den fysiske verden. På denne baggrund fastholder flere kritikere, at Fremgangsteologiens bønsforståelse indeholder okkulte træk. Okkult betyder skjult. I okkultismen søger man ved hjælp af teknikker og indsigt i hemmelige regler at udløse de skjulte kræfter.

At noget er gnostisk betyder også, at det åndelige er det fineste og det afgørende, hvorimod det fysiske er mindreværdigt.

Åbenbaringskundskab er en meddelelse fra Guds Ånd direkte ind i menneskets ånd. Denne kundskab fortæller for eksempel, hvordan et bibelsted skal forstås. De, der ikke er med i Fremgangsteologien, har ikke åbenbaringskundskab.

Ledelsesstrukturen på Livets Ord er hierarkisk opbygget, og kritik undertrykkes i vidt omfang. Hvis et medlem for alvor vil kritisere bevægelsen, er svaret givet i Fremgangsteologiens lære: Alvorlig kritik stammer fra "Kritikkens ånd" også kaldet "Jesabels ånd", der er dæmonisk.

De sjælesørgeriske problemer indebærer, at adskillige medlemmer på Livets Ord får depressioner, selvmordstanker og i unormalt stort omfang indlægges på psykiatrisk hospital. Der er velunderbyggede vidnesbyrd om 16 selvmord blandt ikke tidligere psykisk belastede medlemmer af Livets Ord i perioden 1984-88.

Mange af dem, der vil tage Fremgangsteologien i forsvar, påpeger, at disse problemer ikke er noget bevis. Men en række af de folk i Uppsala - der har haft problemerne tættest inde på livet - er ikke i tvivl om, at problemerne kendetegnes af stor alvor, dybde og omfang. Der er desuden i høj grad tale om sammenfaldende problemmønstre hos afhopperne.

En årsag til den alvorlige psykiske overbelastning kan ligge i loven om bekendelse. Man skal ikke bekende det negative, fordi man derved binder det til sig. Er man blevet bedt for og ikke blevet rask, skal man bekende, at man er rask. Synd, nederlag og svaghed skal man tage autoriteten over, ikke bekende.

Den enkelte bliver på denne måde sat ind i en kamp med sig selv og sine tanker uden mulighed for at lade andre hjælpe sig. Kontrol over tanker, følelser og legeme er vejen til fuldkommenhed. Men naturligvis er der mange, der ikke kan klare denne isolation og dette pres.

Mange kritikere mener, at Fremgangsteologien er en lære for de stærke. Det kræver næsten overmenneskelig præstation at skulle vedblive at kæmpe med sine tanker og fastholde dem. Dertil kommer, at hvis tingene mislykkes, har den enkelte kun sig selv at takke for det. For fra Guds side er alt jo gjort.

En kritiker har udtrykt det sådan: Den ydre fysiske verden er ikke den virkelige virkelighed, og den åndelige verden er fyldt med onde ånder, som Gud har ladt sine børn alene med. Hver gang man synes, at man overmandes af et problem - sygdom, træthed, nedtrykthed, ulykker eller andet - så er der tale om et angreb fra åndeverdenen, og så må man samle al sin tro, al sin åndskraft og al sin beslutsomhed i et aggressivt modangreb. Det er bare lige præcis det, man ikke kan. I hvert fald ikke i længden.

Der er uenighed om, hvorvidt de fremgangsteologiske menigheder hører hjemme i den kristne kirke. Men mange kritikere påpeger en række forhold i lære og praksis, der placerer Fremgangsteologien i yderste periferi eller helt udenfor det, der med nogen som helst bibelsk eller historisk ret kan kaldes kristendom.

Blandt disse forhold er ikke mindst tanken om, at den kristne tro garanterer rigdom og fremgang, helt urimelig. Den er ganske enkelt uforenelig med mange passager i NT (f.eks. Luk. 6,20-26; 9,23f; 14,26ff), der udtrykker den "korsteologi"-dimension, uden hvilken kristentroen bliver overfladisk og falsk.

Til sidst er det vigtigt at understrege, at kritikerne af Fremgangsteologien ikke tager afstand fra mennesker, men fra et læresystem med dets teologiske og praktiske konsekvenser.